DFR's retningslinjer

Dansk Førstehjælpsråd
Retningslinjer for førstehjælpsinstruktører registreret ved Dansk Førstehjælpsråd
Juli 2020

Retningslinjer for førstehjælpsinstruktører registreret ved Dansk Førstehjælpsråd

§ 1.
Instruktøren skal have gennemgået og bestået Dansk Førstehjælpsråds godkendte instruktøruddannelse.

Instruktøren optages på Dansk Førstehjælpsråds liste over registrerede instruktører efter indstilling fra en organisation.

Instruktøren har ved godkendelse af disse retningslinjer givet sit samtykke til, at denne registreres på Dansk Førstehjælpsråds liste over instruktører med CPR-nr., fulde navn, bevis for instruktøruddannelser/-vedligeholdelser i regi af Dansk Førstehjælpsråd og dato for disse, samt hvilke organisationer vedkommende er tilknyttet som førstehjælpsinstruktør. Instruktøren giver samtidig samtykke til, at Dansk Førstehjælpsråd kan/må udlevere disse oplysninger til den/de organisationer hvor vedkommende er tilknyttet.

Organisationerne kan i tillæg til disse retningslinjer indgå egne overenskomster med deres instruktører, såfremt disse ikke er i strid med Dansk Førstehjælpsråds.

§ 2.
Instruktøren forpligter sig til ved gennemførelse af førstehjælpsuddannelse i regi af Dansk Førstehjælpsråd at følge rådets anbefalinger og retningslinjer, herunder at førstehjælpsuddannelsen, såvel fagligt som pædagogisk gennemføres jf. rådets uddannelsesplaner.

Instruktøren skal til de af kursusdeltagerne, der opfylder kriterierne for modtagelse af beviset, udstede Dansk Førstehjælpsråds kursusbevis.

Egen organisations undervisningsplaner/instruktionsplaner, udarbejdet i overensstemmelse med og forlængelse af Dansk Førstehjælpsråds uddannelsesplaner må anvendes.

Instruktøren må i egen organisations regi gennemføre den/de af organisationen udviklede førstehjælpsuddannelser, der ligger uden for regi af Dansk Førstehjælpsråd.

Herudover kan instruktøren følge egen organisations retningslinjer for udstedelse af organisationens eventuelle suppleringsbevis.

§ 3.
Instruktørens log-in til det elektroniske kursusbevis er personligt.
Ved sin godkendelse af disse retningslinjer, accepterer instruktøren, at log-inoplysningerne ikke må udleveres til andre.

§ 4.
Instruktøren har medansvar for at sikre sin fortsatte kompetence som førstehjælpsinstruktør registreret ved Dansk Førstehjælpsråd ved at gennemføre vedligeholdelsesuddannelse i regi af rådet rettidigt via en af de organisationer, der gennemfører rådets vedligeholdelsesuddannelse.

Såfremt indmelding om vedligeholdelse fra en af organisationerne ikke sker inden kompetenceperiodens udløb, slettes instruktøren automatisk af Dansk Førstehjælpsråds liste over registrerede instruktører.

Genoptagelse på rådets instruktørliste kræver at instruktøren senest 12 måneder efter kompetenceperiodens udløb består en instruktøreksamen jf. 'Retningslinjer for uddannelse, certificering og vedligeholdelse af førstehjælpsinstruktører' via en af de organisationer, der gennemfører rådets instruktøruddannelser. Bestås eksamen ikke, skal der gennemføres et nyt instruktørkursus.

I helt ekstraordinære situationer som f.eks. udstationering i udlandet eller længerevarende sygdom kan der søges om dispensation. Ansøgningen sendes til egen organisation. Dispensationsperioden kan maksimalt være op til 12 måneder at regne fra udløbet af den gældende kompetenceperiode, og der skal i denne periode gennemføres en vedligeholdelsesuddannelse.

Ansøgning om dispensation skal være indsendt til egen organisation inden udløb af kompetenceperioden.


§ 5.
Instruktøren informeres gennem den eller er de organisationer som vedkommende er tilknyttet. Instruktøren skal endvidere medvirke til at holde sig orienteret om førstehjælpsområdet generelt, herunder om ny viden og nye tiltag.


§ 6.
Instruktører, der i forbindelse med gennemførelse af førstehjælpsuddannelse i regi af Dansk Førstehjælpsråd tilsidesætter rådets anbefalinger og retningslinjer, eller handler på måder, der ikke er foreneligt med det at være førstehjælpsinstruktør i regi af rådet, kan blive slettet fra rådets liste over førstehjælpsinstruktører, ligesom det kan medføre eksklusion af egen organisation.

Som instruktør forpligtiger jeg mig til at følge ovennævnte retningslinjer.