Startdato:tirsdag den 10. november 2026 08.30
Slutdato:tirsdag den 10. november 2026 15.30
Adresse:Hotel Scandic Odense 5250 Odense
Pris:Gratis

Odense - 10. november 2026

Temadag om psykisk førstehjælp

FSFI's instruktører har i efteråret mulighed for at tilmelde sig en af tre temadage om psykisk førstehjælp.

I de nye udgaver af DFR's uddannelsesplaner er der et øget fokus på psykisk førstehjælp som selvstændigt element, og samtidig har emnet længe været ønsket af mange af FSFI's medlemmer.  

Deltagelse i en af dagene giver dig baggrundsviden, mulighed for at arbejde med formidlingen af emnet til dine kursister og en lejlighed til at sparre med andre FSFI-instruktører.

Denne temadag foregår tirsdag den 10. november 
på Hotel Scandic i Odense.


Dagen starter med morgenbrød mellem kl. 8.30 og 9.00
FSFI byder på frokost. (Notér venligst evt. kosthensyn ved tilmeldingen)
Undervisningen slutter kl. 15.30. 

Der er plads til 24 deltagere.
Desuden vil bestyrelsen og sekretariatet være repræsenteret.

For undervisningen står Kenneth Damholdt, 
der præsenterer dagens indhold således:

"Hjertestop. Store blødninger. Færdselsuheld. Fremmedlegemer i luftvejene.
Det er situationer, du som førstehjælpsinstruktør kender indgående. Du ved, hvad der skal gøres, og du er vant til at lære andre det.

Men hvad med den psykiske førstehjælp?


Er du også én af dem, der oplever, at det kan være svært at sætte ord på reaktioner, følelser og menneskelig adfærd? Har du nogensinde stået med spørgsmålet: "Hvordan ville jeg selv reagere?" Eller været i tvivl om, hvordan teorien omsættes til konkret og nærværende undervisning?

Så er denne temadag noget for dig.

Vi dykker ned i de mekanismer, der hjælper os mennesker med at håndtere kriser, belastninger og voldsomme oplevelser. Vi ser på, hvordan mennesker reagerer forskelligt, hvorfor de gør det, og hvordan du som instruktør kan formidle emnet på en måde, der giver mening for dine kursister.

Dagen bliver en vekselvirkning mellem undervisning, dialog, refleksion og praktiske øvelser. Der er plads til at stille spørgsmål, dele erfaringer, udfordre egne antagelser og hente ny inspiration med hjem til undervisningslokalet. 

Du behøver ikke være ekspert i psykologi.
Faktisk er der kun to krav:

• Du er førstehjælpsinstruktør gennem FSFI.
• Du har lyst til at være nysgerrig – og mod på at dele både erfaringer og de ting, du synes er svære, med andre instruktører i et fortroligt rum.

Psykisk førstehjælp handler ikke kun om at forstå andre. Det handler også om at forstå sig selv.

Kom med på en spændende dag, hvor vi sammen udforsker psykens fascinerende verden – og bliver endnu stærkere til at hjælpe mennesker, når livet gør ondt."

Bemærk:
Deadline for til- og framelding er tirsdag den 27. oktober. 

Klik dig tilbage til kalenderen