Dansk Førstehjælpsråd har givet høringssvar
Høringssvar om førstehjælp i Folkeskolen
Dansk Førstehjælpsråd indgav i sidste uge et høringssvar til Undervisningsministeriet i forbindelse med, at det var muligt at komme med bidrag til det eksisterende udkast til de nye fagplaner for Folkeskolen.
Dansk Førstehjælpsråd havde hæftet sig ved, at planerne ikke længere ser ud til at indeholde førstehjælp som obligatorisk undervisningsemne.
Høringssvaret er indgivet af DFR på vegne af en række af rådets organisationer, som er medunderskrivere; herunder naturligvis også FSFI.
Førstehjælp skal tilbage i skolen!
Dansk Førstehjælpsråd er meget betænkelig ved, at førstehjælp er skrevet helt ud af de nye fagplaner for folkeskolen.
Førstehjælp kan sagtens tænkes ind i skolens eksisterende fag – fx færdselslære, dansk, biologi, fysik/kemi, idræt, matematik, natur/teknologi, samfundsfag og teknologiforståelse.
Det handler ikke kun om at lære børn at give førstehjælp. Det handler også om omsorg, ansvar, handlekraft og beredskab.
Vi lever i en mere usikker tid. Krigen i Europa og den stigende opmærksomhed på vores samlede beredskab betyder, at vi som samfund må ruste os til, at hjælpen ikke altid kan være fremme med det samme. Derfor er det vigtigt, at så mange borgere som muligt kan handle, når ulykken eller den akutte situation rammer.
Skolen er en helt unik mulighed for at nå næsten alle børn og unge – og dermed på sigt hele befolkningen.
Dansk Førstehjælpsråd har tilbudt at udvikle konkrete læreplaner, så lærerne kan undervise i førstehjælp uden selv at skulle være eksperter på området.
Førstehjælp er en samfundskompetence. Og den bør ikke skrives ud af skolen.
Høringssvaret er indsendt af Dansk Førstehjælpsråd på vegne af:
- Beredskabsforbundet
- Dansk Folkehjælp
- Danske Beredskaber
- Falck
- Foreningen af Selvstændige Førstehjælpsinstruktører
- Forsvaret
- Røde Kors
Forsvarets bemærkning:
"Der gøres opmærksom på, at Forsvaret underviser værnepligtige og fastansatte medarbejdere i førstehjælp på flere niveauer. Denne undervisning tager udgangspunkt i allerede tillærte kompetencer inden for førstehjælpsområdet."