Korte Kurser

Tre nye korte kurser og en opdateret udgave af uddannelsesordningen

Dansk Førstehjælpsråd udsendte fredag denne nyhed vedrørende en ny type korte uddannelser. 

"På Dansk Førstehjælpsråds møde den 1. november vedtog rådet, at indføre en ny type uddannelser. Under et kaldes de "Korte kurser" og er kendetegnet ved, at det er kurser som ikke er en del af rådets øvrige uddannelsesstruktur. Det er således ikke kurser der er kompetencegivende og som kan benyttes til f.eks. kørekort eller uddannelser.
I første omgang er det hjertestop der er omdrejningspunktet for de korte kurser. Rådet indfører et kort kursus (2 timer) i basal genoplivning og brug af hjertestarter. På kurset kan der være 24 personer og der skal udstedes kursusbevis til de deltagere der lever op til kompetencemålene.

En anden nyhed under korte kurser er e-læring og blended learning. Her åbner rådet for, at udgivere af e-læringsmateriale kan få deres indhold førstehjælpsfagligt bedømt - og hvis det lever op til de standarder som rådet har fastsat, så kan det i materialet anføres, at det lever op til rådets standarder. E-læringsmodulet kan følges op med et modul med fremmøde, det der hedder blended learning, hvor deltagerne kan få egentlige handlekompetencer. Der vil kunne udstedes bevis for både gennemført e-læring og blended learning.

Rådet er i øjeblikket i dialog med en udbyder af e-læring som vil udvikle et materiale der kan benyttes. Dette er dog udelukkende tænkt som et tilbud, andre udbyderes godkendte materiale vil også kunne benyttes.
I løbet af kort tid vil kurserne fremgå i kursusbevissystemet. Vi venter kun på at oversættelsen bliver klar."

Bemærk, at muligheden for at udstede beviserne endnu ikke er synlig i DFR's bevissystem.

DFR's ddannelsesordning
En opdateret udgave af Dansk Førstehjælpsråd uddannelsesordning er ligeledes blevet udgivet. 
Uddannelsesordningen giver en overordnet beskrivelse af Dansk Førstehjælpsråds uddannelser; herunder kvalitetskrav, formål og opbygning. Ordningen er dermed vigtig læsning for alle førstehjælpsinstruktører. 

FSFI har gennem sin repræsentation i Rådets uddannelsesudvalg været medvirkende til udformningen af de tre nye uddannelsesplaner samt den nye udgave af uddannelsesordningen.